AMBU: En casinovinder efterlader lidt til croupieren

Chr. Augustinus fabrikker har solgt 13,5 mio. aktier i AMBU og omtrent halveret deres ejerandel fra 10,62 % til lidt under 5 %. Aktierne blev solgt med en større rabat, eller gjorde de nu også det?

Stort salg til underpris

Chr. Augustinus Fabrikker skabte lidt opmærksomhed tirsdag/onsdag da de i en accelereret bookbuilding solgte 13,5 mio. aktier til kurs 220.  I forhold til markedsniveauet var det en undermåler kurs på omtrent 10 %.

Er 10 % en stor rabat?

10 % lyder af meget og er også en større rabat. Set i forhold til at det drejer sig om mere end en 5 % ejerandel, at AMBU aktien er 20 doblet de seneste år, og at 10 % eller større udsving har været dagens orden, når AMBU har aflagt regnskaber eller i forbindelse med at analytikere fra større investeringsbanker ændrer anbefalingsretning, er 10 % en forståelig prisreduktion.

20 dobling

AMBU og investorerne har været på en gevaldig kursrejse. De seneste 5 år er aktien 20 doblet. Forventningerne sprænger de fleste rammer og prisfastsættelsen afspejler en klippefast tro på, at alt det, som AMBU rører ved, bliver forvandlet til det pureste guld.

Yderligere kursfald

AMBU aktien fortsatte sin nedtur efter at handlen onsdag morgen blev annonceret, og aktiefaldet stoppede ikke med afregningskursen på 220 som bagstopper. Det skyldes ikke alene, at salget skete sammenfaldende med en generelt negativ udvikling for de danske og europæiske aktier, men der var også andre faktorer i spil.

Første af flere salgsetapper

For det første er investorerne på kort sigt lidt nervøse for om det kun var første fase af aktiesalget af Chr. Augustinus Fabrikker, og at de måske kunne tænkes at sælge sig yderligere ned i ejerandel. Alene fornemmelsen af at der kan være en større dynge aktier på vej ud i markedet, kan virke kurstrykkende.

Konkurrent på vej

Samtidig blev det nævnt, at japanske Olympus er på vej med et konkurrerende produkt til noget af det som investorerne og AMBU forventer sig meget af. Kombinationen af et større aktiesalg og frygt for stigende konkurrence kan være en svær cocktail.

Prisfastsættelse levner ingen plads til fejltagelser

Samtidig er prisfastsættelsen ganske anstrengt. Selv efter kursfaldet er der tale om at investorerne er villige til at betale i omegnen af 110x næste års forventede indtjening på DKK 2 per aktie. Der er ikke plads til blot 1 enkelt lille fejltrin, før aktiehammeren falder meget tungt

Rabatten på 10 % er større end den gennemsnitlige i forbindelse med salg af store aktieposter, men med alle faktorer in mente, er den måske alligevel ikke så stor endda.

 

Anm: Jeg ejer ikke aktier i AMBU

 

 

 

3 responses to “AMBU: En casinovinder efterlader lidt til croupieren

  1. Meningsforstyrrende overskrift! “En casino vinder efterlader lidt til croupieren”. Bloggeren mener formentlig “En casinovinder efterlader lidt til croupieren”. Ufatteligt, at det kan være så svært for så mange i dagens Danmark med de der sammen satte ord … ups, jeg mener sammensatte ord.

  2. Udover detaljen med sammensat ord, kan jeg nu egentlig meget godt lide overskriften. Det tegner et godt billede af hvem “vinderen” er, hvis man skal lave en direkte kobling til casinobranchen.

    I denne sammenhæng er det dog slet ikke så enkelt at vurdere, hvem der reelt har vundet og tabt, end efter nogle år. Når det er sagt, må man mene at prisfastsættelsen er sat højt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *