Kan Anders Dam og Andre Rogacjewski & ”gutterne” levere varen?

Vi er på vej hen i slutningen af en dansk regnskabssæson, som generelt har vist blandede resultater og hvor det, på trods af flere op- end nedjusteringer, ikke nødvendigvis har været nok og tilstrækkeligt at levere en positiv overraskelse. I morgen tirsdag er det Jyske Bank og Netcompany som med hver deres udgangspunkt skal forsøge at tilfredsstille investorerne forventninger:

 Er Jyske Bank i det gavmilde kapitalhjørne?

Hos Jyske Bank vil hovedfokus udover regnskabstallene være på i hvilket omfang banken vil sende penge tilbage til investorerne. Efter salget af Nordjyske Bank, udbetalte banken ekstraordinært 5,89 krone per aktie og annoncerede, at der i forbindelse med halvårsregnskabet ville komme nyt om kapitalpolitikken. Udbyttet på 5,89/aktie er kun ca. 1/3 af de penge, som banken fik (til overs) i forbindelse med salget af Nordjyske Bank. I tillæg har der i kvartalet været frasalg af BRFs hovedsæde i Lyngby og også været forlydender om at 6 domicilejendomme i København var sat til salg for et beløb på mere end 500 mio.

  • Pengene fra salget af Nordjyske Bank luner godt i kassen. Alibiet for at finde en langsigtet løsning var netop at sektoraktier fra og med 2018 ikke længere kunne medregnes i solvensberegningerne. Derfor forsøgte Jyske Bank at overtage banken, men endte som bekendt med at få presset bl.a. Nykredit til at finde den gode og fornuftige løsning for at kunne holde sammen på Totalkreditsamarbejdet. Der må være plads til at udlodde yderligere 500 mio. alene på den konto.
  • Samlet vil salget af ejendomme for op imod 1,2 mia. også give mulighed for udlodning/aktietilbagekøb i størrelsesorden 500 mio. eller mere.
  • Indtjeningen i 2. kvartal ligger ikke milevidt fra 1 mia. Jyske Bank kom allerede på plads med nye nedskrivningsregler i 1. kvartal, og der kommer næppe mere ”støj” fra den front
  • Alt i alt bør der være muligheder for at Jyske Bank vil udbetale et ekstraordinært udbytte eller starte et aktietilbagekøbsprogram på 500-1000 mio. Ikke mindst fordi Jyske Bank efter salget af Nordjyske Bank offentligt har udtalt, at de ikke, i denne konjunkturcyklus, agter at deltage i flere kapitalkrævende konsolideringer.

Får Netcompany en god regnskabsdebut?

Netcompany har været børsnoteret i lidt mere end 2 måneder, og debuten har været meget lovende. Aktien er steget med 51 % i forhold til afregningskursen på 155 og børsintroduktionen må betragtes som en bragende succes. For investorerne er det væsentligste:

  • At blive bekræftet i at vækst og profitabilitet er intakt
  • At Netcompany forstår og formår at kommunikere med investorerne ved den først givne lejlighed.
  • At der fortsat er et vækstpotentiale i Danmark.
  • At internationaliseringen og ekspansionen ud over Danmarks grænser kan ”kopieres” og ikke går ud over den kultur, som har været synonym med det som investorerne allerhelst vil se, og som Netcompany har været dygtige til: Høj vækst og høj profitabilitet.

 

Anm: Jeg ejer aktier i Jyske Bank

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *