Jackson Hole: Amerikansk centralbankchef styrer ikke længere aktierne

 

I slutningen af denne uge samles de pengepolitiske ”pinger” til pengepolitisk stor- og topmøde i Jackson Hole, Wyoming, Kansas. Sådan har det været en tradition i 40 år siden starten i 1978. Fra tid til anden har investorerne haft et ekstraordinært godt øje til udtalelserne, og selv om der er nok at snakke om, kommer det næppe til i meget stort omfang til at optage investorerne. Her er lidt investorperspektiv:

  • Ben Bernanke gjorde det ekstremt meget. På samme måde som Alan Greenspan før ham havde gjort det i en større udstrækning i en længere periode: At gøre kommunikationen af den fremtidige pengepolitik meget transparent.
  • Janet Yellen har forsøgt i den udstrækning, som det faldt den mere introverte centralbankchef naturligt, at fortsætte den forventningsstyrende centralbankstil
  • Jerome Powell synes at anlægge en noget anden og mere lukket stil. Set fra et investorperspektiv gør han det som han skal, men heller ikke så meget mere end det.
  • Især under Ben Bernanke ledelse og sammenfaldende med Jackson Hole møderne i starten af 10’erne, blev Jackson Hole synonym med et møde af stor betydning for investorerne, fordi det netop var her han talte meget om de kvantitative lempelser, som er noget at det som vi husker bedst fra tiden efter finanskrisen, og som efterfølgende inspirerede japanerne, englænderne og europæerne til at følge efter.
  • Tiderne skifter og den amerikanske økonomi og for den sags skyld også den globale, er i en anden forfatning end tilfældet var i tiden efter den finansielle krise i 2008. Økonomien og investorerne var stressede og Bernanke lykkedes fremragende med at undgå et finansielt nervesammenbrud.

 Intens investorlytning afløst af interesse på sidelinien

Investorerne følger nok med på sidelinjen, men er ikke meget optaget af det 40. jubilæumsarrangement i Jackson Hole. Nok er der handelspolitiske uoverensstemmelser mellem først og fremmest Kina og USA, som kan have en indflydelse på vækst og efterfølgende pengepolitikken.

På den anden side er investorerne beskæftiget med at forsøge at afkode om 2018 bliver det sidste gode amerikanske vækstår, stærkt hjulpet af Trumps skattereform?

Trump sætter sig selv i førersædet og rampelyset, mens pengepolitikken kører på noget, som kunne minde om autopilot. Renterne bliver hævet i adstadigt tempo i takt med at presset på arbejdsmarkedet stiger og inflationen nærmer sig målsætningen på 2 %. Det sker dog under mindre bevågenhed og med brug af færre kommunikerende ressourcer, end hvad der har været tilfældet de seneste år. I USA har pengepolitikken mistet sin stjernestatus som det ultimative omdrejningspunkt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *