Trækker SAS Sorteper i slutspil om Norwegian?

Først var det britiske IAG – moderselskab for British Airways, som meddelte, at de havde købt 4,6 % af aktierne i Norwegian og efterfølgende bekræftede deres interesse i konsolidere selskabet ind i IAG. Der har angiveligt været forhandlinger uden at det har ført til mere end disse sonderinger.

Mandag kom det frem i Süddeutsche Zeitung, at koncernchef for Lufthansa Carsten Spohr har været i kontakt med Norwegians rådgiver om en eventuel handel. Hvad er op eller ned; er det slutspillet om Norwegian som er i gang, og hvad kan en handel eventuelt betyde for SAS? Her er investeringsperspektivet:

  • Det synes at være realistisk, at slutspillet om Norwegian i gang. Norwegian har en sårbar økonomi og indtjeningsevne samt et stort program for nykøb af fly.
  • Det store investeringsprogram er både en trussel og en mulighed. Trussel fordi det presser økonomien; muligheden fordi det gør at nye ejere kan overtage en fremtidig flyvefærdig flyflåde
  • Om der har været meget reelle forhandlinger mellem IAG og Norwegian er svært at vide. Om Lufthansa interesse er mere end en varmluftsballon er også svær at vide.
  • I en overtagelsessituation kan prisen for Norwegian gå meget høj. Det skyldes at ”værdien” af selskabet er sammensat af en gæld som skal overtages + værdien af aktierne. Gælden er i omegnen af 22 mia. NOK, mens værdien af aktierne aktuelt er 12,5 mia. som børsnoteret selskab Gælden udgør altså ca. 2/3 af den samlede pris som en køber skal betale 22/(12,5+22). Hvis buddet på aktierne stiger med 20 %, stiger værdien af Norwegian blot med 7 % (2,5/34,5). Der er altså rigtig meget gearing i prisen.
  • For investorerne er der 2 muligheder for at udnytte forhandlingerne. På den ene side kan de forsøge at udnytte de meget store kursudsving der er i Norwegian aktien. Hvis de på den anden side er meget overbeviste om, at der kommer en handel til overpris, kan de drage ”fordel” af ovenstående regnestykke (aktieværdien udgør kun 1/3 af den samlede værdi og er meget gearet i en forhandlingssituation).

Trækker SAS Sorteper ved et Lufthansa køb?

Der er stort set ikke gået et år, hvor Lufthansa ikke har været nævnt som køber til SAS. Her er hvordan billedet for SAS kan udvikle sig:

  • Lufthansa og SAS er begge med i Star Alliance. Det taler alt andet lige for en handel mellem disse to selskaber
  • Lufthansa og SAS kender hinanden godt. SAS feeder en mængde passagerer til Lufthansas oversøiske ruter
  • Hvis Lufthansa køber Norwegian, kan SAS komme til at blive den foreløbige sorteper i konsolideringskampen
  • Udfordringen for SAS er ikke kun om de er attraktive nok, men også at det statslige ejerskab fra 3 lande komplicerer processen for meget?
  • De danske interesser i SAS er væsentlig større end Norges og Sveriges. Danmarks reelle interesse er at bevare København som hub med sine op imod 7000 arbejdspladser samt infrastrukturen.

 

Anm: Jeg ejer ikke aktier i Norwegian eller SAS

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *