Lex Netcompany: Den rigtige historie gør børsforskellen!

Netcompany blev børsnoteret i sidste uge og deres entre som det nyeste selskab på Nasdaq skete både under stor bevågenhed og var ekstremt værdiforøgende. Således steg aktionærværdien mod slutningen af den første handelsdag med i underkanten af 30 % og satte et prismærke på mere end 10 mia. på hele selskabet. Der er en række ting, som gik op i en højere enhed og som andre selskaber med fordel kan lade sig inspirere af når/hvis de overvejer at lade sig børsnotere:

  • Netcompany har sin egen og gode fortid, nutid og fremtidsfortælling. Netcompany er en stærk historie
  • Netcompany har en meget stærk og synlig ledelse, som går foran
  • Netcompany kan noget så sjældent som at blæse og have mel i munden samtidig. De vokser og er i stand til nogenlunde at fastholde deres indtjeningsevne.
  • Netcompany har forberedt deres børsnotering godt og længe. Godt begyndt med de rigtige mennesker er mere end halvt fuldendt.
  • Selv om Netcompany blev afregnet til en høj børsværdi på 7,75 mia., forhindrede det ikke en 30 % opstigning på dag 1. Investorerne er klar til at betale en høj(ere) pris for den rette kvalitet.
  • Netcompany bestod der hvor Nets dumpede med hensyn til at sprede aktierne på tilpas mange hænder, så de fleste har fået mindre end efterspurgt. Samtidig undgik Netcompany at overtildele kortsigtede ”tiggerinvestorer”, som blot ville lukrere på en første dags stigning og så ud igen. Det var en af de store fejltagelser, som emissionskonsortiet begik med NETS. De kendte reelt ikke investorernes hensigter, famlede i investeringsblinde og havde ingen ide om hvordan udviklingen i det sekundære marked ville forløbe.

Børstørke: Mangel på kapital eller kvalitet?

I tiden efter finanskrisen har det generelt knebet med at få tiltrukket nye selskaber med børsambitioner i Danmark. De, som er kommet, har overvejende været større selskaber, som skulle have en ny ejer og ikke selskaber, som havde brug for at få tilført risikovillig kapital. Skeptikere har både hævdet, at det skyldes mangel på tilstrækkelig gode og attraktive selskaber, og at de selskaber som der så måtte være og være tilstrækkelig gode, havde udfordringer med at finde investorer til at købe deres aktier.

Kvalitet vigtigst, mens prisen kommer i anden række

Al begyndelse starter ved selskaberne. Det gode selskab kan sælges til en høj pris, mens det mindre attraktive selskab med stor sandsynlighed ikke kan hente kapital; ej heller til en lavere pris. Det er derfor først og fremmest kvaliteten af selskaberne, som spiller en rolle. Det er ikke noget nyt og børsnoteringen af Netcompany understreger det bare.

 

Anm: Jeg ejer ikke aktier i Netcompany

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *