Matas: Massakre eller mascara?

Helårsregnskabet fra Matas var ikke til at tage fejl af. Matas er markedsleder på et marked, som står bomstille, og hvor konkurrenterne forsøger at angribe der hvor det gør allermest ondt; på prisen. Matas har lanceret en strategiplan som skal forny kæden, men spørgsmålet er om deres foundation er tilstrækkelig god?

Som forventet men skuffende

Matas’ ramte indenfor skiven med deres helårstal, men regnskabet efterlader alligevel et skuffende indtryk. På den ene side var en række ekstraordinære forhold med til at forværre udviklingen og få tingene til at se ringere ud, end de egentlig er. På den anden side er det evident, at Matas er presset af en ikke-eksisterende omsætningsvækst, samtidig med at der skal investeres mere i at fastholde kunderne til at handle hos Matas. Presset salg og flere salgsfremmende foranstaltning kommer også til at være tilfældet de kommende kvartaler og år.

Kapitalfondsunderinvestering

I tillæg til ovenstående udfordringer kommer så, at Matas og nok især de tidligere kapitalfondsejere i en længere årrække var så økonomisk tilpas med hvad de så i butikkerne, at de ikke har været moderniseret. Måske har det været en del af en klassisk kapitalfondsdisciplin at holde kapitalinvesteringerne på et så moderat niveau som muligt for på den måde at booste resultatet. Måske har man slet og ret regnet med at varemærket Matas solgte sig selv og varerne per automatik?

Catch 22

En betydelig del af den vækst, som er i branchen kommer fra online. Nogen, men ikke alle forstår at understøtte og kombinere online og offline og skabe en smuk symbiose. Det er dog ikke en øvelse, hvor det er givet på forhånd, at det ene understøtter det andet i fuldt omfang. Nogen gange er man nødsaget til at handle og gøre noget, fordi alternativet er værre. Det er denne catch 22, som Matas er havnet i. De kan ikke tillade sig ikke at investere online, og hvis de ikke opgraderer deres butikker, kan deres stærkeste kort, Club Matas med den mere eller mindre direkte kontakt til 1,5 mio. potentielle kunder, vise sig mindre stærk.

Flere år uden vækst

De seneste år har omsætnings udviklingen stået bomstille. Det er således ikke nogen nyhed, når Matas for de kommende regnskabsår guider en sammenlignelig omsætningsudvikling fra minus 1 til plus 1 procent. Matas er markedslederen på et marked i forandring, hvor prisen kommer til at spille en betydelig determinant, og hvor konkurrenterne ikke har så meget at forsvare som Matas. Investering i butikker og lavere priser på internettet for at blive mere konkurrencedygtig og kunderelevant, koster.

Short-term gain for the long-term pain

Tiderne skifter og konkurrencen er først lige begyndt. Matas har lanceret en strategiplan som indeholder investeringer, lavere driftsomkostninger, større løbende fokus på butikkerne, lavere udbytter og som kræver tålmodige investorer. Man kan godt være i en krise, selv om man har overskud. Det er en sådan en af slagsen som Matas er havnet i. Opskriften har heddet historisk underinvestering under et kapitalfondsejerskab med primær fokus på exit indenfor en kortere periode. The short term gain for the long term pain.

 

Anm: Jeg ejer ikke aktier i Matas

 

One response to “Matas: Massakre eller mascara?

  1. Jeg forstår ikke hvorfor Matas med deres høje prisniveau ikke har kunnet tjene flere penge.
    Det tyder på, at Matas ikke har været veldrevent., for deres omkostningsniveau må være alt for højt.
    Og så er man meget sårbar, hvis det ikke er muligt at sænke priserne ret meget uden at gå i underskud.
    Jeg har aldrig villet køb aktier i Matas.
    Jeg har haft opfattelsen af Matas-kæden som forkælet og dårligt drevet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *