SAS: Ny bestyrelsesformand viser sit boardingpas

I et interview med dagbladet Børsen nævnte bestyrelsesformand Carsten Dilling i går, at ”SAS er til salg hver dag”. Det får måske nogen til at tænke, at et salg af SAS er lige op over. Det er næppe tilfældet, men SAS kan komme med i den sidste fase af en europæisk konsolideringsbølge i 10 km højde. Her er investeringsperspektivet bag ved SAS og hans udtalelser:

  • Alle direktører og bestyrelser har som standardformulering, at børsnoterede selskaber er til salg på børsen hver dag. Det skyldes jo det simple faktum, at når dine aktier er noteret på en offentlig markedsplads bliver der sat en pris på din virksomhed hver dag og de som ønsker at købe kan gøre det og evt. komme med et bud på hele virksomheden.
  • Norske Norwegian er aktuelt ombejlet og måske på vej til at blive overtaget. En konsolideringsbølge kan være i gang i Europa.
  • Det er en bestyrelsesformands opgave på vegne af ejerne at maksimere værdien af virksomheden. Derfor kan interviewet ses som et opråb om at også SAS er med og interesseret i den konsolidering
  • Carsten Dilling er ”ny i job” som bestyrelsesformand og har brug for at markere standpunkter.
  • Norge og Sverige (stater) har reduceret deres ejerandel i SAS ved enten aktiesalg eller ikke at deltage i nyemissioner. Den skandinaviske statsforbrødring nærmer sig sin afslutning
  • Danmark har på det seneste fastholdt sin andel. Det skyldes ikke mindst interessen i at fastholde SAS’ hub i København. I den henseende er det småpenge at købe lidt aktier imod det som er på spil i bevarelse af mange tusinde jobs i København. Over tid er det mest sandsynligt, at alle 3 skandinaviske stater reducerer deres ejerandel.

 Eksploderende oliepriser gør ondt

Det er ikke kun SAS, men alle luftfartsselskaber, som vil kunne mærke de stigende oliepriser. Siden januar 2016 er priserne 3 doblet og historisk har det vist sig vanskeligt, i en branche præget af meget hård konkurrence, at overvælte stigende brændstofomkostninger fuldt ud i markant højere billetpriser. På den ene side kan det fremskynde konsolideringen og gavne de selskaber som har en brændstofeffektiv flåde. På den anden side kan det gå ud over indtjeningen.

Bestyrelsesformanden har vist sit boardingpas i den konsolidering, som kan være på vej.

 

Anm: Jeg ejer ikke aktier i SAS

 

One response to “SAS: Ny bestyrelsesformand viser sit boardingpas

  1. SAS har i hvert fald hedged mindst 50 procent af sit brændstofforbrug på et noget lavere niveau end dagens priser – hvad Norwegian og Ryanair for eksempel ikke har. Den danske stat har officielt sagt, at man ikke er interesseret i at sælge ud af SAS-aktierne, hvad Norge og Sverige har signaleret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *