Novo Nordisk: Ja, USD modvind er ”for real”

Novo Nordisks 4. kvartalsregnskab efterlader et skuffende indtryk og investorerne sender aktien ned med 5. På den nye karakterskala kan regnskabet næppe trække en væsentlig højere karakter end 4, som i en tid præget af generel karakterinflation må vurderes som ”ok men på det jævne”. Skuffelsen er til at tage at føle på og reaktionen er som fortjent. Her er investeringsperspektivet:

  • På alle væsentlige nøglepunkter (omsætning, driftsresultat, nettoresultat, EBIT-margin) lander Novo Nordisk lidt under det forventede.
  • Guidance for 2018 er med en forventede positiv omsætningsudvikling på 2-5 % og en EBIT vækst på 1-5 % indenfor rammerne af det estimerede.
  • Regnskabet efterlader et indtryk af at det ikke kun er valutamodvind og det fejlslagne opkøb i Belgien som bekymrer, men måske også at prispres/rabatter kan være på vej til at blive et stigende tema igen.
  • USD svækkelsen kommer til at barbere 7 % af omsætningsudviklingen og vil omregnet til danske kroner betyde en 2-5 % nedgang i omsætningen i danske kroner.
  • Novo Nordisk bliver ikke det eneste danske selskab, som bliver ramt hårdt af USD modvind. Også selskaber som Lundbeck, Coloplast, Novozymes, Pandora og Vestas vil kunne mærke den 15 % nedgang i USD, som har været tilfældet det seneste år.
  • Et par personalerokeringer vil blive bemærket. Bestyrelsesformand Göran Ando bliver erstattet af tidligere koncernchef i Statoil Helge Lund og CFO Jesper Brandgård tager et skridt nedad og erstattes af den interne Karsten Munk Jensen. Lars Fruergård Jørgensen sætter således en ny topduo. Investorerne har de seneste år ikke haft opfattelsen af at Novo Nordisk var ligeså urørlig, som det tidligere har været tilfældet. Det er sikkert ikke kun en udløber af den fejlslagne håndtering af det belgiske opkøb som ikke blev til noget, som blev et problem for Jesper Brandgård, men det kan have spillet en rolle.

Ikke-godkendt regnskab koster 5 %

En 35 % aktiestigning over de seneste 15 måneder giver ikke plads til en regnskabspræstation, som Novo Nordisk leverer i dag. Tallene er ingen katastrofe, men skuffende og investorerne reagerer derefter. Nu er det op til Novo Nordisk at formilde investorerne med bedre fremadrettede præstationer. USD nedgangen er svær at gøre noget ved og vilkårsfakta. Der er brug for lidt nye og friske kræfter og investorerne vil håbe at en ny ”finansminister” og en stærkere og mere markerende bestyrelsesformand vil kunne hjælpe med til det.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *