Novo-Nordisk: Derfor er aktiekursen immun overfor belgisk overbud

Novo Nordisks udfordringer med at få belgiske Ablynx i tale er på flere måder usædvanlig. Ikke kun fordi det i det specifikke men også generelle tilfælde mere er undtagelsen end reglen at overtage et andet selskab med ”uvenlige” midler, men også i måden forløbet bliver rullet op. Uanset hvad ser investorerne ikke ud til at ryste i aktiebukserne ved udsigten til at Novo Nordisk i givet fald kan komme til at betale en heftig pris for det belgiske selskab og det er der i det mindste 4 gode grunde til:

  • Novo Nordisk har fuldt og helt lagt det skrækindjagende 2016 bag sig. 2017 bød på en stabilisering og de kommende år er investorerne overbeviste om, at når først vækstpausen er overstået, vil Novo Nordisk igen komme til at øge sit forretningsomfang årligt med mere end de 5 %, som Novo Nordisk nedjusterede sine forventninger til i slutningen af 2016.
  • Novo Nordisk kommer med frisk godkendelsesenergi fra Ozempic (Semaglutide) fra december. På kort sigt gør det en mindre forskel, men på lidt længere sigt vil det være en ekstrem vækstdriver.
  • Novo Nordisk handler ikke kun om insulin men også fedme, bløderpræparater og andre sygdomsområder. Novo Nordisk er meget stærke indenfor insulin, men ikke længere helt så produktmæssigt enstrenget, som det måske tidligere var tilfældet.
  • Debatten og diskussionen om prispres i USA er blevet mere balanceret end tilfældet var i 2017. Prispres er nu ikke længere hverken et varmt eller det eneste tema. Sidste år var tonen i USA nærmest, at ”insulin er insulin” uanset hvad og ingen ville være villige til at betale en merpris for produkter som udover basalinsulin også havde andre ”egenskaber”. Novo Nordisk stærke forskningsdata, har givetvis hjulpet i den henseende.

Novo Nordisk har genvundet investortilliden

Novo Nordisk har i høj grad genvundet investorernes tillid. Selv om der er en risiko for at Novo Nordisk kan komme til at overbetale, er det endnu ikke noget som har gjort investorerne nervøse. Roche kommer til at spise en del af Novo Nordisks blødermarked, og interessen for Ablynx er givetvis en konsekvens af dette. I tillæg til bløderproduktet kan Novo Nordisk måske få andre ting med i den forskningsmæssige indkøbskurv. 3-4 mia. EUR er et stort beløb og vil være et historisk stort opkøb. Set i forhold til en årlig omsætning på 110 mia. og et resultat før skat på 40 mia. er det alt i alt dog ikke en skræmmende størrelse. Hvis altså Ablynx er pengene værd?

Anm.: Jeg ejer selv aktier i Novo Nordisk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *