Kåre Schultz: Aktion ”Teva-around”

Kåre Schultz har nu været CEO hos israelske Teva, som bl.a. er verdens største producent af generiske medicinalprodukter, i omtrent 6 uger. De seneste 3 dage har aktien været på markant fremmarch efter Kåre Schultz har mødt flere investeringsbanker og efterladt et godt indtryk og ikke mindst efter Teva fredag lod ”sive”, at der kunne blive tale om betydelige personalereduktioner i en kommende restrukturering. Kåre Schultz har sagt at han fremlægger sin plan i midten af december, og det er i denne uge. Her er investeringsperspektivet:

  • Teva aktien har ført en ”roller-coaster” tilværelse de seneste år. Alene i 2017 er aktien faldet med næsten 60 %. I den tid hvor Kåre Schultz har været ”inde i billedet” (blev i september annonceret som ny CEO), har aktien svinget mellem 11 og 20 USD. Aktien lukkede i fredags i 16,06 USD efter en stigning på 7 %.
  • Kåre Schultz har mødt flere investeringsbanker de seneste uger og næsten hver gang er analytikerne gået fra mødet med en opfattelse af, at tingene nok ser problematiske ud, men også at Kåre Schultz måske kan gøre den samme forskel, som han har gjort i Lundbeck. I fredags var det Goldman Sachs’ tur til at blive mere positive efter et møde.
  • Fredagens stigning skyldes en kombination af ting som Teva har sagt og andre som de ikke vil bekræfte, men som de givetvis har ladet sive for at se effekten af den ikke kun i aktiemarkedet, men også andre steder.
  • Teva har bekræftet at de ikke kortsigtet planlægger nogen ny aktiekapitaludvidelse. Det er helt essentiel information for investorerne. På den ene side giver det en opfattelse af, at Teva er i en mindre presset situation end ”worst case”, og at de via frasalg og cash flow fra driften kan tilbagebetale de lån som forfalder i 2018 og 2019 (i alt 9 mia.).
  • På den anden side fortæller det også investorerne, at Teva ikke på helt håbløs vis agter at udvande de nuværende aktieinvestorer efter et kursfald de seneste 2 år på 70 %. Det er ekstrem vigtigt.
  • Forlydender går på at Teva vil reducere personalestyrken på 57.000 med op til 10.000 over 1-2 år.
  • Det er relevant at forstå, at Teva ikke er nogen lille eller ubetydelig virksomhed for Israel. Teva er missionskritisk.
  • Kåre Schultz er ekspert i supply chain – at få mest muligt ud af mindst muligt og de evner bliver der ikke mindst brug for hos Teva. Udover personalereduktioner skal han også sørge for at få en bedre balance mellem generiske og egne medicinprodukter. Der har været rygter om at personalereduktionerne også ville indbefatte forskning- og udvikling og 3 chefer er angiveligt blevet bedt om at finde andet arbejde.

Kan Kåre Schultz forløse potentialet?

Kåre Schultz udtalte i forbindelse med sin udnævnelse, at han bliver tiltrukket af store udfordringer. Teva er i den kategori. På den ene side skal omkostningerne reduceres, aktiviteter frasælges og uprofitable aktiviteter nedlukkes. På den anden side skal forsknings- og udviklingsmotoren levere mere og der skal være plads til at tilbagebetale gæld på samlet 9 mia. USD, som forfalder i 2018+2019. Hvis Kåre Schultz formår at gentage sit kunststykke fra Lundbeck, er der god grund til vente sig noget stort af Teva aktien. I hans Lundbeck tid mere end 3 doblede aktiekursen. Udfordringen er større og aktiekursen mere presset her end den var hos Lundbeck. Potentialet er på den måde større hos Teva. Spørgsmålet er om han kan forløse potentialet?

 

Tidligere om samme emne:

Lundbeck ex Kåre: Ikke mere juice i det bolche

Lundbeck: Sidste dans med Kåre

Lundbeck: Tiden efter Kåre Schultz rykker nærmere

 

 

Anm: Jeg ejer aktier i Teva

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *