Fra modvind til sidevind for Vestas

Vestas har fået kursprygl siden kvartalsregnskabet for lidt over 1 måned siden og på en måned er aktien faldet med mere end 30 %. Skuffende udmeldinger med hensyn til omsætning og indtjening og ikke mindst udsigterne for 2018, har været den vægtigste grund til at investorerne har vendt tommelfingeren nedad og ikke har turdet gå op imod vinden.

Nedjustering sjældent gratis!

En nedjustering er sjældent gratis som jeg har skrevet om her. Efter en nedjustering træder der en helt normal og gennemsnitlig kædereaktion i gang, som har gjort Vestas aktionærerne fattigere. Du kan se eller gense faserne i en sådan reaktion her.

Har aktiestorm nået sit klimaks?

Men måske er stormen ved at have raset ud. Prispresset er der stadig og 2018 udsigterne er behæftet med en ekstrem usikkerhed, men efterhånden er det ikke længere nogen nyhed og overraskelse for investorerne. Her er 3 grunde til at aktien kan være på vej fra nedtur til stabilisering:

  • Det som styrer aktiekursudviklingen er ændring i indtjeningsforventningerne. Det er endnu meget ”early days” med hensyn til 2018, men måske er nedjusteringerne ved at klinge ud? Det ser ud til at forventningerne, med det som vi kan se nu, læner sig op af en EPS på EUR 4,25 per aktie eller i overkanten af 31,5 DKK. Det betyder at Vestas er prissat til lidt under 12x den forventede indtjening i 2018. Udfordringerne er ikke kun om analytikerne er færdige med at nedjustere, men at skeptikerne vil sige, at hvis de gennemsnitlige forventninger viser det sande billede, vil der ikke være nogen indtjeningsvækst fra 2017 til 2018.
  • Vi har ikke set at udenlandske shortsælgere har øget deres tryk mod Vestas. Tværtimod har Marshall Wace, som den eneste anmeldte short sælger de seneste dage genkøbt 150.000-200.000 aktier dagligt og været mellem 1/5 og 1/6 af dagens omsætning.
  • Vi ved ikke hvor harsk BEAT (Amerikansk skattereform) bliver. Investorerne er skuffede og har taget udgangspunkt i at fremtiden (i hvert fald den umiddelbare) ser meget dyster ud for Vestas. Måske er en form for et ”semi-worst case” ved at have indfundet sig?

Er kniven faldet nok?

Det er usikkert hvor langt Vestas aktiekniven skal falde. Stemningen er dårlig, men noget kunne tyde på at aktien igen efter fald på mere end 1/3 kan være på vej til at genfinde et mere stabilt leje og niveau. Er 350-360 bunden i denne omgang (hvis vi kan udelukke en generel stor aktienedtur)?

 

Anm: Jeg ejer ikke aktier i Vestas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *