Er aktieoptimisme Pandoras største kortsigtede udfordring?

På en dag hvor der fragik 9,- i kvartalsvis udbytte endte Pandora igår med at falde tæt på en faktor 3. Eller sagt med andre ord kunne 9 ud af gårsdagens kursfald på 28 aktiekroner forklares ved at investorerne i morgen får den kvartalsvise udlodning sat ind på kontoen. De 19 derimod er fortsat det kortsigtede billede på fortsat investormistillid.

Analytikerne forbliver uanfægtet positive. I hvert fald de fleste af dem, og det er en af de ting som, måske lidt paradoksalt forhindrer aktien i at funkle. Her er investorperspektivet:

  • Ved de seneste regnskabsaflæggelser, har Pandora i det store og hele levet op til forventningerne, men hver gang er aktien faldet yderligere.
  • En del af den negative udvikling skyldes, at især amerikanske hedge fonde har solgt sig massivt kort i aktien. Det har givetvis fået udvalgte ”long-onlys” til at blive nervøse. De private danske investorer holder indtil videre fast i at aktien tilbyder en god langsigtet værdi, men det begynder at gøre rigtig ondt og kunne mærkes.
  • De fleste analytikere er positive på Pandora og har kursmål, som ligger meget langt væk fra det aktuelle og virkeligheden. Fra 800 og helt op til JP Morgan, som med et kursmål godt over 1000 placerer sig helt i top.
  • De positive og næsten enslydende anbefalinger og meget høje kursmål og ”fair værdi” skaber en afgrundsdyb forskel mellem den virkelige og den ”rigtige” eller ”perfekte” verden set igennem analytikernes øjne.
  • Aktien mangler ikke kun brændstof men nogen til at stabilisere den. Hvis analytikere og investorer er enige om at det er et godt køb, lyder alt jo til at være i skønneste orden. Udfordringen er nok lige akkurat, at det højest sandsynligt er en af de kortsigtede største achilleshæle: Hvorfra skal de nye investeringspenge komme fra og hvem skal være den marginale nye positive bidragyder til den aktieoptur og give ny købslikviditet?

Modellen passer ikke til verden eller gør den?

Pandora har endnu ikke knækket den kode der hedder, at overbevise investorerne om at væksten og profitabiliteten er intakt. Indtil det sker kan forskellen mellem den rigtige (flertallet) og den virkelige (aktuelt) verden fortsætte med at være meget dyb. Noget skal give sige. Enten skal Pandora overlevere og skeptikerne give sig, eller også skal Pandora på et tidspunkt medgive, at den fremtidige omsætningsvækst og profitabilitet ser noget anderledes ud, end den har gjort de seneste 5 meget succesfulde år.

 

 

Anm.: Jeg ejer ikke aktier i Pandora

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *