Aktiesparekonto: Svenskerne hæver skatten, men danskerne kigger stadig misundeligt til

Den svenske regering vil hæve beskatningen af ”faderen” til den danske aktiesparekonto (ISK) til rundt regnet ¼ af det danske niveau. Det udstiller ikke kun hvor svært det er at komme igennem med danske lempelser, men også at forståelse for og vigtigheden af en lavere dansk beskatning er meget lille. Her er lidt investorperspektivering:

  • Den svenske regering foreslår at hæve beskatningen på ISK fra ”statsrenten + 0,75 % til ”statsrente” + 1,0 %; altså en forhøjelse af formueskatten på aktier med 0,25 %.
  • For investorer med en formue i ISK på 500.000, svarer det til 1250 SEK ekstra om året.
  • 500.000 er netop den grænse som erhvervsminister Brian Mikkelsen har spillet ud med i Danmark som det maksimale man kan sætte ind på aktiesparekontoen. I Sverige findes der ikke en maksimal grænse.
  • Skatten i Sverige vil selv efter forhøjelsen være minimal og marginal i forhold til det danske forslag. Hvis satsen bliver forhøjet til 1 %, vil skatten fortsat kun udgøre 0,30 % (skat på ISK er en skabelonskat, som har en effektiv sats på 30 %).
  • Forhøjelsen skønnes at indbringe den svenske stat ekstra 790 mio. SEK i provenu.

Aktiesparekonto skridt i den rigtige retning

Den danske udgave af aktiesparekontoen vil selv efter den forhøjede svenske beskatning have en effektiv skatteprocent, som er ca. 4 x den danske. Derudover er der i Sverige intet maksimalt loft over ISK, men der er foreslået et maksimum på 500.000 DKK i Danmark. At bevæge sig væk fra verdens måske mest skattemæssigt kapitalfjendske system tager tid. Aktiesparekontoen er et skridt i den rigtige retning også selv om det er en meget forsigtig og beskeden begyndelse. Set i forhold til den svenske, selv efter den foreslåede skatteforhøjelse, dog kun et meget lille skridt.

 

 

One response to “Aktiesparekonto: Svenskerne hæver skatten, men danskerne kigger stadig misundeligt til

  1. Den allervigtigste betingelse for en god løsning er:
    En maksimal effektiv Statslig Finansinspektion/Finanstilsyn som MÅ OG SKAL beskytte investorerne mod den enorme kursmanipulation vi ser overalt i de europæiske lande – især i Sverige som siden år 2010 har været lovløst land og i dag regnes som de kriminelle finansjonglørers slaraffenland. Det især grundet en ekstrem elendig og i realiteten dybt kriminel agerende Finansinspektion/svensk finanstilsyn i parløb med en særlig organisation – Ekobrotmyndigheten – som netop skulle forhindre økonomisk kriminalitet. Kursmanipulationen har de sidste 5-6 år taget et ekstremt omfang – muliggjort af algoritmestyret robothandel, som er ufattelig farlig og giftig, – men den florerer nærmest uhindret og benyttes af de store indenfor finansindustrien – især de store hedgefonde i tæt parløb med de internationale storbankerne, der samtidig i meget vid udstrækning bestikker utallige misinformanter og finansrådgivere så småinvestorerne effektivt franarres deres investeringer. Et af de mest benyttede effektive manipulationsmidler er især den såkaldte shorting/blanking, der uhindret kombineres overalt af manipulatorerne med den dybt kriminelle Naked blanking/shorting – der er forbudt i de fleste lande herunder Danmark, men alligevel bruges, fordi lovgivningen er udstyret med utallige smuthuller. Smuthullerne er konstrueret af de rådgivere/finanseksperter/advokater staterne godtroende benytter ved udformningen af lovgivningen for at sikre mod svindel, men netop får et resultat stik modsat hensigten. Dvs. en elendig lovgivning der blot ser pæn ud på papiret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *