DONG: 100 mia. er en pæn værdiforøgelse

Skepsissen var stor og vreden endnu større hos dem som fokuserede på 19/100 af DONG i form af den ejerandel som Goldman Sachs indgik en aftale om at erhverve i 2014. Efter politisk tumult blev aftalen godkendt i starten af 2014. 3,5 år senere er Goldman Sachs næsten helt ude igen efter at have tjent godt på deres investering. Det er dog intet imod hvad du og jeg og resten af Danmark har fået i værdiforøgelse i kroner.

Goldman Sachs har 3,75 mia. tilbage i DONGs aktiebank

Goldman Sachs har i tankerne lagt investeringen i DONG bag sig som en af de meget succesfulde med et afkast på mere end 150 % over blot få år. Den formentlig næstsidste salgsrunde blev varslet i går torsdag, da New Energy Investment meddelte, at de i en accelereret bookbuilding ville udbyde og sælge 7,5 mio. aktier svarende til 1,78 % af aktierne og en værdi på 2,40 mia. (salgspris er fastsat til 321 efter en ”kursrabat på 3 %”) Efter salget vil GS stadig eje DONG aktier til en værdi på 3,75 mia. ved en aktiekurs på 330. GS kan tidligst sælge de resterende aktier den 31/10 2017 på grund af en 60 dages  lock-up periode regnet fra i går, den 30/8.

Goldman Sachs kostede et regeringskollaps

Da GS kom med som aktionær for mere end 3 år siden, blev markedsværdien af egenkapitalen (Aktierne) værdisat til tæt på 40 mia. (Goldman Sachs købte 19 % til ca. 8 mia.). Der er sket meget siden da. Bl.a. kollapsede regeringen og forløbet viste, at staten og dens embedsmand ikke helt var forberedte på den kraft, viden og energi som Goldman Sachs kom med.

100 mia. værdiforøgelse

DONG har i dag en markedsværdi, som er meget tæt på 140 mia. Der er stadig strøm i hanerne og nu også udsigt til at DONG indenfor en årrække bliver helt fri af de fossile brændsler. Den sorte samvittighed er væk og skeptikerne må sidde tilbage og være grønne af misundelse over, at DONG i dag er blevet 100 mia. mere værd på 3 år. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en meget stor kraftpræstation.

DONG en kæmpe succes

DONG har været en kæmpe succes. Man kan have alle de forskellige meninger og holdninger man vil. Man kan være skeptisk med hensyn til Goldman Sachs og hævde, at penge blev foræret væk. Det eneste som står tilbage og med sikkerhed kan konstateres er, at statens godt og vel 50 % ejerandel i dag har en aktuel salgsværdi på anslået 69 mia. Det er dramatisk mere, end en meget større relativ andel repræsenterede i slutningen af 2013 og begyndelsen af 2014. Tillykke med de 100 eller med de 69 mia. – til hele Danmark.

 

Tidligere om “samme emne”:

Ligheden mellem Goldman Sachs og SKAT er 12 mia.

DONG forargelsen skygger for det sande millardtab

 

 

5 responses to “DONG: 100 mia. er en pæn værdiforøgelse

  1. Det er rent sludder, at det er Goldman Sachs, der har skabt værdiforøgelsen i Dong. Det er den nye grønne strategi, der var vedtaget før GS købte. GS havde en enkelt mand i bestyrelsen – en tysk ingeniør, der var teknisk ekspert i vindmøller. Fint nok, men at tilskrive ham æren er simpelthen ikke sandt. GS har siden februar 2014 HVER DAG tjent 8,9 mio. kr. på aktieposten i Dong. De penge kunne skatteyderne have fået i stedet for verdens mest berygtede spekulationsfirma.

    1. Hej Jan

      Tak for dit input og vinkel. Jeg tror sagen er noget mere nuanceret og kompleks end du fremstiller det. Iøvrigt skriver jeg ikke hvem som har ansvaret og i dette tilfælde æren for værdiskabelsen, men har alene fokus på værdiskabelsen. Tallene og Goldman Sachs bruges til illustrativt formål

      Med venlig hilsen
      Per

    2. Jeg er helt enig med Jan Berg. Det er pinligt hvordan forfatteren med sine ideologiske briller fuldstændig skøjter over det faktum, at det er 100 pct. usandsynligt, at “genierne” i Goldman Sachs skulle kunne have tilført værdi i en grad, der kommer bare i nærheden af den faktiske værdistigning på den korte periode.

      Hvis Per Hansen er så overbevist om Goldman Sachs enestående evne til at skabe værdi, så er han vel også enig i, at de må kunne gøre det samme med PostNord?

      Man kunne have opnået præcis samme værdiforøgelse i DONG uden at det danske samfund tabte 25 mia. kr. i blodpenge til facadeblænderne i Goldman Sachs, hvis den danske stat havde garanteret for den nødvendige lånoptagelse. Planen lå allerede klar og den var produceret af Eldrup og hans drenge. Ikke af Goldman Sachs’ konfirmand-CEO.

  2. Tillykke med de 100 eller med de 69 mia. – til hele Danmark. Og tak for det hvis man så ligger de 12 millarder fra som man betalte udlandske tyve dem fra skat ,så og de fejlslagene it systermers penge oven i er det jo ikke kommet en krone hjem på det svindel og humbug nummer som i prøvet at sælge det som.

  3. Jeg synes i øvrigt, du er blevet helt tavs omkring det skandaløse i Danmarks lave produktivitetsvækst? Er det virkelig muligt, at regnedrengene kan tage fejl?

    “Danmarks Statistiks seneste revision af nationalregnskabet opjusterer BNP med 3½ pct. i 2015 og produktiviteten med godt 5 pct. Opjusteringen indebærer, at billedet af vores lave produktivitetsvækst ændres en del. Efter revisionen udgør den årlige produktivitetsvækst ca. 1 pct. om året i perioden 2000-2015. Det er ikke i bunden, men derimod en produktivitetsvækst, der ligger tæt på lande vi gerne vil sammenligne os med, herunder Schweiz, Holland, UK og Tyskland. Indregner man bytteforholdsforbedringer (dvs. at eksportpriserne er vokset mere end importpriserne), kommer den danske produktivitetsvækst over niveauet i de fleste lande, som vi ofte gerne vil sammenlignes med. F.eks. har Danmark haft en højere produktivitetsvækst end Tyskland, Holland og Finland. Samtidig har vi haft stort set samme produktivitetsvækst som Sverige. Ser man på niveauet på produktiviteten ligger vi højt på en 5. plads (ud af 35 OECD-lande), lidt over USA.”

    https://www.cepos.dk/notat-dk-har-den-5-hoejeste-produktivitet-i-oecd-hoejere-end-i-usa-og-den-6-laveste-arbejdsindsats-i

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *