Bliver Nets solgt før sin børsnoteringsfødselsdag?

Bloomberg har rapporteret, at kapitalfonden Hellmann & Friedman angiveligt skulle være interesseret i at overtage Nets. Nets på sin side udsendte lørdag en børsmeddelelse, hvori de bekræftede, at de er blevet kontaktet med henblik på en overtagelse, men samtidig understregede, at sonderingerne stadig er indledende. Henvendelsen kan meget vel komme belejligt og ubelejligt på samme tidspunkt. Her er ”for” og ”imod” at henvendelsen fører til et samlet salg og en senere afnotering af Nets endnu før selskabet når at fejre 1 års børsnoteringsfødselsdag:

Det taler for et salg

  • Kapitalfondene Bain/Advent som hovedaktionærer påbegyndte deres exit fra Nets ejerskabet i forbindelse med børsnoteringen i september 2016. Bain/Advent ejer aktuelt 40 % af Nets. Når en kapitalfond starter nedsalget af sin ejerandel, er beslutningen om at sælge de resterende aktier taget og det er kun et spørgsmål om tid, timing og pris før de resterende aktier er solgt.
  • De investorer som deltog i IPOen kan være blevet ”mørnet” til et salg af den ringe udvikling i aktiekursen, jævnfør nedenfor.
  • Bain/Advent ved at konkurrencen kommer, men blot ikke hvor meget det kommer til at ændre. 1 fugl i hånden er bedre end 10 på taget. Uanset om Bain/Advent sælger de resterende aktier til den nuværende aktiekurs, til 150 eller højere, vil det have været en fremragende forretning for dem.

Det taler imod et salg /for en højere pris

  • Nets har som børsnoteret selskab aflagt 3 kvartalsregnskaber. Selv om aktiekursen er gået ned, har resultaterne været bedre end forventet. Aktienedgangen skyldes altså ikke det, som er sket og de resultater, som Nets allerede har præsteret, men det som skal ske og den konkurrence som kommer til at møde Nets. Ejerne vil hævde af casen er intakt, men at aktiekursen ikke afspejler det. Det kan gøre prisspørgsmålet prekært og til et kardinalpunkt, som ikke kan løses.
  • I forbindelse med børsnoteringen fremhævede Nets selv, at de sammenligner sig med engelske Worldpay Group, som også har været ejet af Bain/Advent og anvendt som benchmark. Efter et frasalg senest i september 2016 (mens IPO processen i Nets var i gang og 2 uger før første Nets handelsdag), solgte de 2 amerikanske fonde sig ned til 10 % ejerandel. Worldpay Group er siden årets start steget med 16,5 % og ligger på det højeste niveau nogensinde. Det vil alt andet lige kunne bruges som argument for en meget højere og mindre realistisk pris.
  • Henvendelsen om et samlet salg kommer måske tidsmæssigt lidt ubelejligt for Bain/Advent. Børsnoteringen har været en fiasko, og aktien sluttede fredag med en kurs på 129,5 ca. 13,7 % under IPO prisen. Siden børsnoteringen er OMX C20 steget med i underkanten af 12 %, svarende til en Nets ”mindre performance” på mere end 25 %. Hvis hertil skal lægges, at en ny IPO normalt ”skal” prisfastsættes med en ”rabat” på 10 % for at sikre en spredningsgevinst, når handlen går i gang, kan børsnoteringen ikke betragtes som andet end fejlslagent og dårligt planlagt fra de banker, som har tilrettelagt salget. Spørgsmålet er om Bain Advent er villige til at sælge deres 40 %, eventuelt under IPO prisen?
  • De nuværende aktionærer vejrer morgenluft og ikke ønsker at sælge; i det mindste ikke uden at få deres penge hjem (i så fald kurs 150).

Salg under 150 mindre realistisk

Det kan være svært at vurdere om henvendelsen til Nets vil føre til et samlet salg. Forude venter konkurrencen og ikke mindst et PSD2 direktiv. Nets har leveret gode regnskaber, mens IPO bankerne totalt fejlæste efterspørgslen, og Nets blev udbudt 20-25 % for dyrt. Der kan både være gode og mindre realistiske grunde til at Nets bliver købt og afnoteret. Bain/Advent er på den ene side på vej videre, men et salg under IPO kursen på 150 er næppe realistisk. Samtidig ved vi ikke, hvor længe interessen for Nets har været der fra bejlerne og om den ikke mindst var afstedkommet af den faldende aktiekurs og de intakte indtjeningsforudsætninger.

 

Anm.: Jeg ejer ikke aktier i Nets

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *