Skandaler behøver jo ikke være hverdag i det offentlige!

Succeslisten er desværre kortere end ditto fiaskoer og pengemæssige overskridelser, når det drejer sig om større offentlige projekter. Enten sker det fordi succeserne ikke bliver tilstrækkelig omtalt, eller også, og det tror jeg mest på, skyldes det ganske enkelt, at de er i undertal. Harmen er stor når det er gået galt, igen. Det mest overraskende er dog, hvor meget det overrasker.

Skat, Amager Bakke, IC4…

De dårlige sager hober sig op. Udbyttegate i skat kan desværre komme til at koste mere end 10 mia., selv om Danmark skulle være heldig at få nogle af pengene tilbage. På Amager er der forudsætninger som er løbet hurtigere ned af bakken end godt er, og IC4 skandalen er stadig en fast bestanddel af moroen, når vi skal fortælle om noget tragikomisk. Det er dog alt andet end sjovt.

Ikke mærkeligt

Offentligheden undrer sig, og det gjorde jeg også. Dog mest i starten og ikke længere. Nu venter vi bare på at nye storskala pengemæssige overforbrug skal se dagens lys. De kommer med garanti. Det ukendte er udelukkende hvornår, hvor hurtigt, og hvor dyrt det bliver.

Godt begyndt er halvt fuldendt

Al begyndelse starter ved begyndelsen. Forudsætningerne skal være i orden og godt begyndt er halvt fuldendt. Betingelserne er dog oftest ikke til stede ved større offentligt finansierede projekter, og derfor går det galt; igen og igen og, som det lyder i refrainet fra Nephew sangen af samme navn.

Det politiske system

Ledere i det offentlige skal være gode til at begå sig i det politiske system er ikke en sandhed med modifikationer. De skal kunne finde kompromiset ikke kun mellem politiske partier, men skal også være gode til at sige at noget kan være ”godt nok”.

Men får vi de bedste ledere i et system, hvor lønningerne er for lave i forhold til det private erhvervsliv, hvor det er vigtigere at kunne være kompromismæssig håndværker end high performer? Nej, selvfølgelig ikke. De bedste vil i flok søge derhen hvor mulighederne, lønnen, påskønnelsen, obstruktionerne, etc. er bedst.

Når du er drevet af lysten til at outperforme, er det simpelthen ikke tilstrækkeligt at stille sig tilfreds med, at noget er ”godt nok”. ”Godt nok” rimer på ambitioner som ikke kunne indfris, og bliver samtidig en kludetæppeløsning mellem det politiske højre og det ditto venstre, for til sidst at blive en gennemsnitsløsning ind på midten. Når ledere bliver embedsmænd er en superpræstation ikke at lykkes med det bedste, men at kunne levere det muliges kunst.

Politikere har også kunder

Det sker desværre for ofte, at politikere forsøger at udtale sig om økonomiske sammenhænge, hvor deres forudsætninger ikke tillader det. Politikere betaler tilbage til dem, som har stemt på dem, og de forsøger at holde sig på god fod med vælgerne. Derfor bliver samfundsøkonomiske interesser ikke langtidssikrede. Det ligger simpelthen ikke til højrebenet. Politikerne er mere interesserede i fordeling end i langtidssikring, og det er dem, som lederne skal blive enige med.

Dyrt købte ”billige” erfaringer

Alle projekter skal optimeres og prisen spiller en væsentlig rolle. ”Mere for mindre” lyder besnærende, men det er sværere end sådan bare lige. Måske skal vi bare vænne os til at ting koster. Det er kun en ting som er værre end at købe noget for dyrt, og det er at købe det for billigt. Forstået på den måde, at det som virker billigt i virkeligheden hen ad vejen bliver meget og alt for dyrt. Fordi produktet fra starten er en krympeløsning, som ikke kan udvides, og hvor det som spares i købsfasen skal bruges mange gange ekstra på efterfølgende at rydde op og bringe tingene i den rette forfatning.

Vi kan gå to veje. Stille os tilfredse med at politik og økonomi ikke hænger sammen og vente på flere prestigeprojekter som med sikkerhed går galt; fordi lederne først og først skal kunne manøvrere i et politisk system hvor beslutningstagerne skal tækkes politikere, som på sin side skal tækkes de ”kunder” som har stemt dem ind. Det giver varigt mere af det, som vi allerede har haft alt for meget og mange af.

Tag den fra toppen

Eller vi kan skabe et elitært system, hvor vi tiltrækker bedre ledere til en meget højere og konkurrencedygtig løn og mindre udekommende indblanding, og hvor projekterne i stedet for at blive styret af politikere får professionelle personer, som skal stå til ansvar og på mål for at tingene virker; at budgetterne ikke skrider; at tyveknægte ikke lænser SKAT for midler ad bagdøren og at togene kører til tiden med glade kunder uden et økonomisk merforbrug. Skru op for de politiske ambitioner og lev med dårlig økonomi eller fokuser på økonomi og ton politikken ned. Mellemvejen har vist sig ikke at bringe noget godt.

Det er ”godt nok” – trist

Projekterne bliver ikke bedre end forudsætningerne tilsiger det, og de tillader kun middelmådige og ”gode nok” løsninger. Det ligger i opdraget. 

 

 

 

One response to “Skandaler behøver jo ikke være hverdag i det offentlige!

  1. Vil næste skandale blive den nye politiskole, eller er det ’supersygehusene’? Eller vil vi se noget andet inden den tid?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *