Nets: Fra grim ælling til smuk svane?

Nets har levet en omtumlet børstilværelse i de snart 10 måneder dankortet har været i offentlig aktieeje. Den digitale betalingsindustri er et af de mest aktievarme steder, aktuelt. Det er ikke den store nyhed. Det er derimod, at Nets som aktie bliver efterstræbt.

20 % merpris

Nets aktien formåede kun i få timer at holde afkastnullet, da selskabet havde sin børsentre den 23/9 2016. Indledningsvist var der 2 % at hente for de allerhurtigste, midt på førstedagen handlede det om at forsvare udgangspunktet og kurs 150. Da resultatet af børsdebuten skulle gøres op, kunne konklusionen efter tæt på 3 % kursfald og et gensyn med IPO kursen som først er sket i denne uge, ikke være ret meget andet end at prisen var sat 15-20 % for højt og dyrt, alene vurderet ud fra den efterfølgende eller manglende interesse i det sekundære marked.

Nets har leveret

Kursfaldet skyldes ikke at Nets ikke har leveret indtjeningsvaren. De 3 kvartalsgange som Nets indtil videre har været til regnskabseksamen har karakteren lydt på 10 eller bedre. Det er således ikke regnskaberne og resultaterne, som retteligt skal lastes for den skuffende aktiedebut men en række andre faktorer, hvor prisen spiller en afgørende rolle.

Digitale betalinger hitter

Interessen for selskaber som beskæftiger sig med digitale betalinger er ikke ny. Den var der også for 1 år siden. Det nye er den intensiverede interesse, som der (angiveligt) har været og er fra mange forskellige sider både når det drejer sig om industrielle aktører (banker), kapitalfonde og selskaber, som er med til at få finans og teknologi til at smelte sammen (Google, Apple, Samsung, etc).

Meget mere kan digitaliseres

Mange betalinger er blevet digitaliseret, men mere kan gøres. Da jeg i marts måned havde besøg af Nets’ finansminister Klaus Pedersen i podcasten #pengemedper, kom finansdirektøren med en interessant pointe. Der er stadig tæt på 1/3 af samtlige betalinger i Danmark som sker ”kontant”. Vi er kommet meget langt, men der er mere som kan gøres.

Worldpay handel viser interessen

Tilbage til aktieinteressen. Rumlerierne om et bud på britiske Worldpay har været der i nogen tid, og at interessen var mere end sporadisk blev i går bekræftet af amerikanske Vantivs købstilbud. I sidste weekend meddelte Nets selv, at de var blevet kontaktet med henblik på en eventuel handel. Iflg Bloomberg skulle det dreje sig om en kapitalfond, men angiveligt er der mindst én yderligere henvendelse, som måske kommer fra samme kant, men mulighederne for et industrielt salg er også til stede.

Fra grim ælling til mindre grim ælling

Det er fristende at forfalde til at sige at Nets har udviklet sig fra en grim aktieælling til en smuk svane. Det er dog desværre ikke tilfældet. Siden børsnoteringen er aktier generelt steget med 10-15 % og selv den seneste uges kursmæssige kraftpræstation kan ikke ændre ved at Nets blev prissat for højt. Den grimme ælling er blevet mindre grim, men ikke i aktiemæssig henseende, endnu da, en smuk svane.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *