Iværksætter: Kan du sælge dig selv til investorerne?

 

I Danmark har vi både brug for flere iværksættere og mere tilførsel af risikovillig aktiekapital i en både-og og ikke en enten- eller konstellation. Det er ikke kun rammebetingelserne, der skal understøtte den gode udvikling. Det skal iværksætterne også selv. Men er de klar til det?

Jeg har i debat indlæg givet mit bud på, hvordan jeg tror Danmark kan få løst et af de større økonomiske udfordringer. At få flere til at turde tage chancen, skridtet og springet og blive selvstændige børsaspiranter. Mine indlæg har primært handlet om iværksættere og risikovillig kapital fra børsinvestorer, og det gør dette også. Du kan se eller gense tidligere indlæg i finans: ”Sådan løser vi børstørken” og fra PERspektiv på Business: ”Danmark vil så gerne have I bliver meget længere” ved at klikke på de aktiverede links.

Hånden på kogepladen?

Jo yngre en virksomhed er, jo større er risikoen, alt andet lige, for at den gode ide, som virksomheden er funderet på, ikke viser sig at være kommerciel bæredygtig. Det ved investorerne. Den velforberedte iværksætter ved det og demonstrerer igennem en lock-up periode på eksempelvis 2 år, at stifterne af selskabet deler skæbne med de nye investorer. Hvis det går godt for selskabet, er der både noget for de nye og de tidlige aktionærer og ingen behøver at frygte, at de af den grund køber aktiekatten i sækken.

Ny kapital er lig investering og ikke salg?

Nogle stiftere har det måske lidt svært med at sælge en del af deres virksomhed. At afgive lidt magt og en anelse af den beslutningsmæssige suverænitet, som kendetegner opstartsperioden. Det er en god ide at se et salg som en udefrakommende investering, som skal bevæge selskabet mod det næste niveau. I stedet for at stifterne ser det som en afgivelse af bestemmelsesretten, kan man måske betragte det som flere øjne og ørerne ser og opfatter mere?

Kender du investorerne?

En succesfuld kapitaltilførsel tager udgangspunkt i at købere og sælgerne kender hinandens motiver. Det kan lyde som en selvfølge, men hvis du ikke forstår nye investores motiver for at blive medinvestor, er der en reel risiko for at tale forbi hinanden. Det som du måske ser som dit livsværk, er for nye investorer en del af en samling af investeringer.

Tænker du i mio. på bankkontoen?

Mange drømmer om at kapre 300 mio. nye brugere i en digital verden. Det kan ingen fortænke iværksætterne i, og måske kan det også være den måde man vækker nogle kortsigtede investores interesse og opmærksomhed. Det er en god ide at tænke i vækst og skalerbarhed, men måske er det også som et ”1-hit-wonder”. Investeringen falder umiddelbart i investorerne smag, men er den og det langtidsholdbart og investeringsargumenterne realistiske?

Ville du selv købe?

Prøv at forestil dig at du ikke var stifter, og at du ikke kendte dit eget selskab. Det ER svært, men ville du selv investere dine egne penge og være med på den rejse, som du selv beder andre om at være? Hvis du uforbeholdent kan sige ”ja” er det fremragende. Hvis det kommer mere tøvende, er det måske en anledning til at give dine bedste argumenter, for at personer udefra skal investere penge, et servicecheck.

Risikovillig kapital er der nok af

Mange spørger sig om der er nok af den risikovillige kapital i Danmark. Svaret er efter min mening absolut ”ja”. Hvis politikerne giver de rette rammebetingelser og man fokuserer på de ”rigtige” købere, samtidig med at iværksætterne sætter sig i investorernes sted, er forudsætningerne for et godt match, tilstede.

2 responses to “Iværksætter: Kan du sælge dig selv til investorerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *